Historie

Hotel Krogen’s historie

Hotellet er indrettet i en gammel herskabsvilla bygget af Købmand J.N. Skibsted i 1872. Skibsted brugte huset som sommerhus og kaldte det “Krogen”.

Den oprindelige indretning fra sommerhustiden kan ses endnu, da der er indvendige skodder på alle vinduer samt jern-tremmer for kældervinduerne. Dette var praktisk, når man “lukkede” huset ned og forlod det om vinteren.

I 1884 blev der tilføjet gartnerbolig, hestestald og karet-garage. Herefter blev huset også benyttet hele året.

I 1899 blev ejendommen købt af Murermester Rasmussen, som øjeblikkeligt udstykkede 26 ha af den jord, som hørte til Krogen. Det blev startsskuddet til et mindre byggeboom i kvarteret. Rasmussen fik lov at navngive vejene efter sine døtre og kone, og vejene er en del af “pigekvarteret”, som er der den dag idag.

I 1916-18 blev huset købt og ombygget af en gullashbaron. Han gik dog fallit efter kort tid, og herefter blev huset opdelt i 2 lejligheder.

I 1938 købte søstrene Porskrog Krogen og påbegyndte en ombygning, så huset kunne anvendes som “Hvilehjem”. Men grundet krigen ændrede de planer og omlagde driften til pensionat/hoteldrift. Når du spiser morgenmad, kan du komme ud for at sidde med sølvtøj fra dengang, hvorpå der er stemplet “Porskrog”.

Siden 1959 har Krogen udelukkende fungeret som hotel og været i familien Clements eje. I dag er det 3. generation, og den daglige drift varetages af David Clement og Lotte Fenger. Hotellet er dog for lille til at man kan leve af det, og begge har et almindeligt fuldtidsarbejde ved siden af. Både David og Lotte arbejder som IT-konsulenter.

Hotellet har den dag i dag bevaret sin hjemlige og klassiske atmosfære til trods for introduktionen af moderne faciliteter. I huset kan du derfor stadig finde noget af det originale porcelæn og de oprindelige møbler.